Ansager Krøniken

7. Kvie Sø

Fortsætter man nordpå, ad vejen, forbi hvor Knold og Tot lå, kommer man ud til Kvie Sø. Danmarks højest beliggende sø, sagde man. Der er jo altid noget særligt ved noget, der er Nordeuropas – Danmarks – Jyllands eller byens et eller andet: største, mindste, højeste eller måske bare, det man kender.

Selvom det føltes som 1.000 km at gå på små bare ben, gjorde vi det jævnligt, når det behagede solen at skinne om sommeren. Også selvom mor havde nedlagt et totalt forbud imod det. Mor nærede en panisk angst for 3 ting, når vi børn badede i åen eller søen, for katte og for tordenvejr. Og størst af dem, var vores baden i søen, uden opsigt. ”Der er huller i søen”, sagde hun, med en dommedagsstemme, som om det drejede sig om et uhyre, der ikke lod Loch Ness uhyret noget tilbage at ønske. Og som om Kvie Sø uhyret kun lå der på lur for at drukne børn.

Helt ubegrundet var hendes frygt nu ikke, jeg husker en 4-5 stykker, der druknede i søen, og den dyne af uhygge, det lagde over hele Ansager. Jeg forstod bare ikke den snak om huller i søen, det forekom mig ikke væsentligt, om man druknede på 2 eller 4 m vand. Men her var hendes overbevisning, at man blev ”suget” ned i disse lumske huller, og det at kunne svømme, gav kun nærmest en falsk tryghed.

Men bortset fra risikoen ved at blive suget ned i en af hullerne, var søen hen herlig legeplads for voksne og især os børn. Søen er flere hundrede m2 stor, vandet nogenlunde rent, og med strandsand de 25 m ud, som vi børn mageligt kunne soppe. Derfra hvor vi plejede at gå i vandet.

Det centrale punkt om livet ved søen var pavillonen, en ret stor træbygning med dansehal, restauration og vigtigst: en slikkiosk. Bestyreren hed Nødsel, en mærkværdig mand, sjællænder tror jeg. Han havde en seværdig stakatto gangart, som en fugl, der rykker hurtigt frem mod en lækkerbisken, den har fundet på jorden.

Hvis vi børn så engang imellem gik hen til Nødsels slikkiosk og f.eks. købte noget lakrids, så kunne han finde på at sige: ”Når I har spist de ”krisser” der, så må I ikke skide i vandet, for så bliver’ vandet sort. Nævnte jeg, at vandet var nogenlunde rent?

Et stykke ud langs søbredden havde nogle af Ansagers honoratiores opført små weekend hytter, langs en gruset gangsti. Dr. Steffensens hus lå langt fra de andre og var sort.

Langs grusstien lå folk og tog solbad, nogle beholdt strømperne på. Nogle kvinder nøjedes med at hive lidt ud i kjolens halsudskæring. Men alle gik skægt, når de i bare tæer gik på grusstien. Det var herlige dage. Når bare ikke mor var med, for så måtte vi kun gå ca. 4-5 m ud i vandet til en dybde lidt over fodrodsknoglen. For ellers kunne hun ikke nå ud og ”redde os”. Hvis der skete noget.

Engang husker jeg, undet et illegalt besøg ved søen, Kurt kom for at hente mig, jeg ”skulle komme hjem”. Det var aldrig rart, når nogen overbragte en beskeden: ”man skulle komme hjem”, der var altid en ildevarslende aura af ”sengebanker” over meddelelsen. Værre var det, når det var åbenlyst, at man var taget på fersk gerning, den kunne være med en cigaret i hånden, eller som nu, hvorfor var Kurt blevet tvangsudskrevet til at hente mig helt her ude på forbudt område? Værst var det, når Kurt forelagde sagens akter for mig, han var ikke en af mine fans. Han var så håndfast i hans fremgangsmåde. Og ved passende lejligheder fortalte han mig også at min far havde slået hans mor. Og det burde tillægges, når min velfortjente straf skulle udmåles. Det fandt jeg rimelig nok. Kurt var til hest den dag, Bruno. Jeg blev hevet op foran ham. Hjemad i trav. Det var ubehageligt, meget.

Ansager Byudvikling
e-mail: info@comevisit.dk