Det centrale punkt i Ansager er og var Trekanten anlagt 1911. En græsplæne med en lav hæk omkring, tjørnehæk, lige i byens centrum. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det hedder Trekanten. I virkeligheden er det jo egentlig nærmere en kantet rundkørsel.
Inde på græsplænen var de en lille dam, måske har det engang været byens gadekær, en flagstang og en mindesten for Dalgas.
Ved indgang af giftermål og ved jordefærd og ved andre mærkedage i Ansager, blev flaget sat af ”Karl krabbe”, senere afløst af ”umulige Tage”.
Dengang var det også sådan, at vi børn ofte legede tag-fat (tjek) omkring den lave tjørnehæk om Trekanten, og ind imellem sprang over hækken, selvom det var strengt forbudt for børn, at bevæge sig ind på plænen.
Tjørnehække laver huller i gummistøvler, og jeg husker, hvor fandens ærgerligt det var, især når de var helt nye. Nu kunne man gå med hullede gummistøvler hele vinteren. At få et par nye kunne aldrig komme på tale, end ikke, at fortælle mor, at der havde været en ”bygningsfejl” i de her ”gamle rassel” støvler. Det ville være den sikre vej til en ordentlig overhaling, og på en dårlig dag: ”gå ud og hent tæppebankeren”.
Mor opdagede det dog en gang imellem p.g.a. våde strømper. Og hun ville spørge: ”Har du lavet hul i dine gummistøvler?”. Og dét ikke i et tonefald, der kunne forveksles med, om man ville have et stykke lakrids.
I en sådan situation var der kun ét at gøre, man måtte være lidt fleksibel med hensyn til sandheden, og nonchalant (og med en undertone af, ved du ikke engang dét) kækt udbryde: ”Åh, det er da længe siden”. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor det var til ”at leve med”, når bare det var længe siden, men den virkede hver gang. Så kunne det ske, at hun sagde: ”så må du jo op til Peder Amerika og få dem vulkaniseret”. Og jeg ville sige: ”må jeg få dem vulkaniseret”, og hun ville sige: ”Ja, det kan du jo så”.
Øst for Trekanten med tårnet mod vest (det har de altid) ligger kirken, bygget i 12-hundrede og et eller andet, af den daværende ejer af Nørholm herregård. Det var i hvert fald den almindelige opfattelse i Ansager. Man ved imidlertid, at kirken i 1748 ejedes af en Hr. A.C. Teilmann, det var ham, der satte spir på kirken. På spiret satte han sit våbenmærke, en 2 m høj trane.
Jeg husker engang, tranen skulle ned og repareres af en eller anden grund, måske var den bøjet i en storm. Kun een mand i Ansager var i stand til at hente den ned, Botilius Sørensen, snedkermester, møbler og ligkister. Han var på det tidspunkt langt over 50 år gammel.
Vi sad ovre på Nissens hjørne og så ham og hans søn, senere kendt som ”vindstyrke 12”, kravle ud af tårnhullet og Botilius fortsatte op ad tårntaget på noget stigeanordning, helt til tops afmonterede han tranen, bragte den ned, og senere satte han den op igen. Fjernsyn gå hjem og læg dig.
Snedker Sørensen havde sin møbelfabrik nede i Søndergade, lige skråt overfor, hvor vi nu boede. Det var nogle lave, hvide bygninger, i det bagerste var fabrikken, en oplevelse for et barn, støj, maskiner, masser af remtræk og lugten af træ. Det var her, man skulle ind, hvis en spisestuestol var blevet lidt slap i koderne. Det har her, man kunne få den limet. Når man så afhentede den limede stol igen, så skrev Botilius det skyldige beløb på den hvidkalkede væg med en stor tømrerblyant. ”Agervig Hansen 2 bagben limede 1,50 kr.”. Men hvis man ikke havde pengene inden efter jul, så kunne det være lige meget, for Botilius kalkede sine vægge hvert år ind til jul. Det var vel også en form for kreativ bogføring. En meget fin og troende mand var Botilius.
