Ansager Krøniken

10. Anton Uldbæk

Fortsatte man over kirkens P-plads og over Østergade, kom man til Hakon Lorentzens trikotage, nærmest en Damernes Magasin. Kjoler, knapper, metervarer og blonder. Var man så fræk at forespørge ham om en artikel, han ikke førte, eller p.t. ikke havde på lager, så ville han sige: ”Jeg har det ikke, men Fogstrup har det”. En noget forvirrende besked at gå hjem med, når man betænker, at Fogstrup var byens tømmerhandler. Ved siden af Damerne Magasin lå urmager Jens Schmidts forretning. Jens var sønderjyde og kunne sige fa’n gam’e. Hans kone holdt ”Alt for damerne”, den leverede Heine. Men den afbestilte urmager Schmidt ved mig mange år senere, da jeg ikke købte konfirmations-ur hos ham.

Så kom Poul og hans søn Anton Uldbæks forretning, vist oprindelig en cykkelreparationsværksted, men nu radioforretning. Den gamle Poul Uldbæk var et af den slags mennesker, som simpelthen kunne reparere alt, der var lavet af metal, og jo mere mekanik jo bedre. Men som oftest var han ikke i humør til det, det krævede overtalelse. Og hvis han ikke fandt, at der var udfordring nok i projektet, så var der kun et at gøre: ”Alle i byen siger, at det kan ikke lade sig gøre, at lave det”. Men så gik han også til biddet. Jeg hørte engang en stå og jamre over tandpine inde i hans forretning. Uldbæk sagde til den hårdt plagede mand, at han skulle gå om til dr. Steffensen og få tanden hevet ud. Men mandens jamren tog til, han mente, det ville gøre ondt. Den snak ville Uldbæk ikke høre, ”det var ikke noget at regne”. Jamen, har du da selv prøvet det, ville manden vide. Uldbæk svarede med værdighed: ”ja i hundredvis af gange”.

Anton var også en klog fyr på mekanik, han reparerede radioer og senere fjernsyn, som en leg, om end jeg er overbevist om, at han var autodidakt. Han havde en god gangart, meget ret i ryggen, begge hænder i lommerne, som en tinsoldat, og så bevægede han benene meget hurtigt, men uanset den hurtige gang, stod overkroppen fuldstændig støt og rolig i flugten. Jeg tror sgu, han ku’ ha’ gjort sig ved balletten.

Det tror jeg til gengæld ikke, dingel-Maren kunne. Hun gik nogen gange til hånde inde ved siden af, i Else Kjælds skoforretning. Hendes kælenavn havde rod i den måde, hun bevægede hovedet på, når hun i skarp trav kom strygende ned gennem byen. Slemt nok var det med den hoppende gangart, der ligesom ledte tankerne hen på en velfodret gås. Men værre var det, at hun ligesom kastede hovedet fra skulder til skulder i takt med kadencen i benene.

Hun var ikke så skrap til det der med tal, var dingel-Maren ikke. Det fremgik, hvis hun passede forretningen, og man for eksempel skulle se på et par gummisko nr. 32. Nu er nr. 32 også nogle drilske tal, og man var så da også nød til at fortælle, at der var 3 – 2. Men så har hun også helt med. Indtil betalingen, så gik der fuldstændig koks i lortet. Men hun skal nok have været god mod dyr.

Den sidste forretning ved Trekanten var Brugsen, en noget uanseelig bygning i forhold til ”onkel Hanse’s” købmandsbutik, men de skulle jo også køre uden overskud. Her var Frederik Nielsen uddeler, og det var en mand, der kunne det der med tal. Man sagde, at når han lagde lange kolonner af tal sammen, så tog han 3 kolonner ad gangen. Senere blev hans søn Reinar a brugsuddeler og byggede til.

Ansager Byudvikling
e-mail: info@comevisit.dk