Omkring Trekanten lå de fleste forretninger. Den største var købmand Nissens kolonial og isenkramhandel. Købmand Hans Nissen var en broder til min morfar Peder Nissen, så der handlede vi altid. Og det, selvom det pinte min far lidt. Han var selv udlært i Brugsen, ved uddeler Vilhelm Hansen, Næsbjerg, hans far. og han holdt nogle glimrende foredrag for os om, at det ideologiske grundlag for oprettelsen af brugsforeningerne. De brød købmændenes monopol, og skulle så vidt jeg husker, ikke køre med overskud, og derfor sælge varerne noget billigere, og så fik man dividende. Men vi handlede ved ”onkel Hans”, og vi vedblev at handle ved ”onkel Hans”. Blod er tykkere end monopoler og dividende.
Der var fire kommiser, kaffemølle, kræmmerhuse og mel og sukker i skuffer. Sirup og petroleum i dunke. På hylderne cigaretter 5 Eifild, 10 North State, Kings og Quins samt to slags kaffeerstatning ”Danmarks” og ”Richs”. Der var en dejlig duft i sådan en forretning. Hvis man skulle have en ordentlig kop kaffe, så skulle der altså lidt kaffeerstatning i. Helst ”Richs”, for der var samlebilleder i, Pinoccio og andre eventyr. Når vi børn blev sendt hen for at handle, så havde vi en ”seddel” med. Den lagde vi så på disken, en kommis ville læse ordren, fare omkring i butikken og hente varerne, veje af, tappe på flasker, male kaffe, og efterhånden have det hele hobet op på disken, inden det sidste tjek. Og så ned i den medbragte taske.
Heine og jeg ”gaflede” et par gange en pakke ”Richs”, når ekspedienten vendte ryggen til, ned i tasken, inden det sidste tjek. Vi spiste ”Richsen” lige fra pakken. Den var god. Ved en senere lejlighed blev jeg enig om, at vi ville forsøge at stjæle en ¼ pund kaffe. Kaffen malet, hen på disken, direkte ned i tasken. Men ekspedienten (den idiot) kunne huske med sikkerhed at have malet kaffen. ”Må jeg se, hvad I har nede i tasken”. Alt håb var ude, i meget langsom tempo satte jeg tasken op på disken, mine tanker kredsede om den elektriske stol, skydes ved daggry, og endnu værre, hvis mor fik det at vide. Min forbløffelsen må have været synlig, da ekspedienten, efter en grundig ransagning af tasken, konstaterede at bortset fra nullermænd, var den tom. Medens han med et grynt gik for at male en ny pose kaffe, og indtil vi var godt ude fra forretningen var jeg fuldstændig paralyseret. Først 100 m senere var jeg så klar i hovedet, at jeg kunne tænke: ”Heine, hvor fa’en blev den kaffe af?” ”Åh a nåed lige o’ fo’et ind under a jak’” Jeg ku’ ha’ kysset ham!
Her endte Heines og min kriminelle løbebane. Og så smager kaffe ikke tilnærmelsesvis så godt som ”Richs”, ikke lige af posen.
Hjørnet
Udenfor købmand Nissens udstillingsvinduer, ”henne på Nissens hjørne”, der samledes byens unge mænd, man sad på sålbænkene ved de store udstillingsvinduer . Nogen stod op, med tilbagestrøget, vandkæmmet hår og spejdede efter evt. ny-tilflyttede tjenestepiger. Eller bare piger i al almindelighed. Kom en sådan forbi, drøftedes attributterne, sagligt med lavmælt stemme. ”Nogen havde lår i skoene, nogen havde en fræk røv”. Det forstod jeg ikke, men det måtte jo passe, når de voksne knægte sagde det. Siden, for sådan at være med i jargonen, tildelte jeg samtlige piger over en bank: ”En fræk røv”.
Dengang spiste man varm mad til middag, 2 retter. Og middag var klokken 12, for det er jo midt på dagen. At spise middag om aftenen er jo i virkelighede en tåbelig misbrug af ord. Om aftenen spiser man aftensmad, basta! Og aftensmad, det var rugbrød ad libitum og eet stykke franskbrød til sidst.
På grund af disse sunde spisevaner, holdt man siesta fra kl. 12 på arbejdspladserne, dog maximalt én time. De unge mænd hastede så hjem og fik spist i en fart, for at mødes på Nissens hjørne så hurtigt som muligt, inden de skulle i gang igen.
De fleste arbejdede på slagteriet, men der kom også håndværkerlærlinge, og det var herligt, som barn, og stå og høre dem overgå hinanden i, hvor mange piger de havde været ”med”. Eller hvad de havde turdet sige til mester. Henning Osvald med de glimrende øjenlåg fortalte engang, at hans mester, slagtermester Niels Madsen, havde sagt til ham, at nu måtte han altså til at rubbe sig lidt, for der stod 20 mand og hængte på porten og gerne ville ind. Men Henning havde kækt svaret, at ”så kunne han sgu godt forstå, at porten var skæv”. Det syntes vi, var godt sagt.
Der blev også fortalt historier, de bedste var dem om Peder Wessel, for de handlede altid om noget med, at han ved en fejltagelse spiste lort eller fik tissemanden skåret af, og det syntes vi, var umådeligt skægt.
Men det vigtigste, der blev talt om, var naturligvis, hvad der sket i byen, sladder kan man bestemt ikke kalde det, det var jo ikke ligegyldigt, at en havde set nogen gå på ”krum arm”. At gå på ”krum arm” ville sige, at gå med hinanden under armen, og betød med sikkerhed, at forlovelse var lige op over. Og for os børn var det en værdifuld oplysning, som gjorde det uimodståeligt at snige sig efter et sådant par, om i anlægget, for så kunne man være heldig og se dem kysse hinanden. Det gav en Afroditisk vellyst at se et ungt par kysse hinanden, og så var der prestige i det.
Det var henne på Nissens hjørne, jeg så Ma-Max og andre slagteriarbejdere gå med nogle tykke, lådne ankelsokker i træskoene, det var simpelthen så smart, fuldt på højde med at have en krokodille på trøjen i dag. Den dag besluttede jeg, at jeg ville være slagteriarbejder. At gå med sådan fodbeklædning, det måtte være lykken. Skæbnen ville det anderledes, skæbnen ser stort på smarte tykke, lådne ankelsokker.
