Ansager Krøniken

2. Og så skulle vi flytte, ned til Søndergade

Og så skulle vi flytte, ned til Søndergade. Der var ikke numre på husene dengang, det var heller ikke nødvendigt, ”vi” kendte jo alle hinanden, undtagen os børn. Og derfor var det ekstra spændende at flytte, nye naboer, nye butikker, nye alting. Huset, vi flyttede ind i, var ikke overdreven luksus, langt lavt gulkalket med rødt bliktag. Med en lille gartnerforretning i den ene ende.

Lokummet var et rigtigt lokum, placeret ude i tørvehuset. Et skur af anseelig størrelse i forhold til beboelsen, beregnet til vaskehus, med et lille aflukke til lokummet. Resten til brænde til komfur og kakkelovne. Det krævede plads at opbevare brændsel på den tid. Det bestod hovedsageligt af tørv (klyyn), som kun kunne graves og tørres i sommerperioden og skulle så opbevares til hel vinterforbruget. ”Men det var ikke til at leve med udvendig lokum”, skønt de tidligere beboere havde gjort det i 50 år. Heldigvis var spisekammeret så velproportioneret, at der kunne skilles fra til et ”træk og slip”. Badeværelse var der ikke behov for. Der havde vi jo den store zinkbalje i køkkenet.

Heine var også kommet til i mellemtiden, storken havde været der. Det var den dag, jeg holdt op med at kalde mig selv ”lille”, har man fortalt mig. Da jeg første gang så Heine, sagde jeg til jordemoderen: ”Nej, nu ka’ a’ e’ la’ vær’ mæ’ og grine, men tak for ham”. Kurt, Heine og jeg fik det lille værelse ca. 1,50 x 3,0 m. Heine og jeg i køjesenge, Kurt i en ”voksenseng”. Der havde vi det godt. Men det var dælme koldt om vinteren. Der var ikke indlagt varme i soveværelset og det lille værelse.

Mor og far havde varmedunke til opvarmning af sengetøjet. Vi børn fik i stedet, i god tid før sengetid, en kampe- eller mursten lagt i ovnen. En halv time før vi skulle jages i seng, blev stenene pakke ind i avispapir og lagt ind i sengene i røvhøjde. Og når vi så kravlede under dynerne, skubbede vi stenene ned til fødderne. Efter ca. 5 minutter var vi færdige med at ligge og klappe tænder, så kunne vi ligge og tale ”gammelklogt” og nyde varmen fra stenene på fødderne.

Dengang var det sådan, at vi børn fik et par gummisko (nogle gange tennissko, som skulle hvidtes med en tandbørste) til sommerbrug. Til vinterbrug fik vi et par gummistøvler. Nogle gange havde vi et par lædersko (rågummisko) til ”fint”. De gik så i arv til de mindre søskende, når man voksede ud af dem, og det gjorde man, for dem kunne man ikke nå at slide op. Og det, selvom de altid blev købt et par numre for store, ”der skulle jo være noget at vokse i”.

Fortsættes fredag 4.12.2020

Ansager Byudvikling
e-mail: info@comevisit.dk