Ansager Krøniken

5. Barakken

Svend Stål fik børnene Muddi, Myrna, Bums, Hans og Freddy samt en pige, jeg ikke husker hvad hed, og hans kone talte stadig rigsdansk. Da krigen slap op, blev markedet flovt for klyyn. Folk mente, med rette, at kunne konstatere fordelene ved at fyre med kul, koks og cinders, som nu igen kunne importeres. Klynene bestod efterhånden også af mere hedejord og sand, end af brændbart materiale. Det blev en deroute for det Stålske finansimperium.

Tyskerne gik hjem, deres barakker uden for byen blev brækket ned. Een af dem blev dog genopført nede på vejen, som senere kom til at hedde Åhavevej, som en slags husvilde lejligheder. Ved skæbnens ironi endte det med, at den Stålske familie flyttede ind i, måske netop den barak, hvor Svend Stål i for ham mere gunstige tider, en mand, så vidt mig bekendt, havde udkæmpet modstandskampen mod jødebrænderne fra syd. På Ansagers vegne.

Ansagerneserne, som min far yndede at kalde dem, ved særlig opstemte lejligheder, var ikke de rene ignoranter og hjemmefødinger. Det skulle man ikke tro. Man var på det rene med mangt og meget inden for krigsvæsen m.v. Man talte om det franske forsvarsværk Maginot-linjen med den samme selvfølgelighed, som man omtalte vor egen tanksfælde.

Sv. Stål udviklede endog den interessante teori, formodentlig p.g.a. min mors ikke ubetydelige rumfang. At min far var kommet så forholdsvis uskadt gennem krigen, fordi han havde ligget bag hans egen private M-A-G-N-I-O-T linje.

Jeg husker dog, at der var en enkelt kiks i den Ansagernesiske paratviden. I en af de andre lejligheder i barakken, boede en familie, hvor konen gik under navnet Maller. En udslidt, ret rynket kone, som arbejdede på slagteriet. Manden arbejdede ikke, og han så ikke engang nær så udslidt ud. Han gik med stok, ned gennem byen. Men den var der ingen i Ansager, der hoppede på – ”han gider simpelthen ikke lavet noget”, sagde man til hinanden, når han var forbi. Og man glædede sig såre, da det kom frem, at han skulle til lægeundersøgelse, fordi han havde søgt invalidepension. Så skal dr. Steffensen sgu nok give ham besked, det blev fastslået over mangen kop kaffe. Folk samledes endog i små grupper og godtede sig. Selv folk, der på det seneste ikke havde været på talefod, stod nu skulder ved skulder.

Jeg og nogle andre børn var tilfældigvis til stede, da hr. Maller blev passet op af nogle fremsendte kvinder, på hans vej hjem fra lægen. Og de var umådelig spændte - hvad fejler - har du været ved læge - nå-e. ”Han sagde, jeg var hypokonder!” Ingen vidste, hvad det betød, heller ikke hr. Maller, så det blev sagt, med en vis ynkelig værdighed. Efter kvindernes enorme skuffelse over at manden virkelig havde en sygdom, endda en meget fin og sjælden en, som ingen kendte, blev der taget afsked med anerkendende blikke, og med mange ønsker om god bedring.

Ansager Byudvikling
e-mail: info@comevisit.dk