En af de mest spændende personer, der har boet i Ansager, det er Svend Stål. Under krigen var han en af de rigeste personer i Ansager, han kom sammen med Dr. Steffensen, og hans kone talte rigsdansk, og havde personbil. Rigdommen stammede fra hans produktion af tørv (klyyn), en af tidens energikilder, og han havde egen bogholder en overgang: Agervig Hansen, min far.
Det fortælles om Svend Stål, at han solgte klyyn til tyskernes forlægning i byen, nogle barakker ude syd for byen, på en mark, som senere blev morfar’s. Det siges, at når han kom med det her klyyn til tyskernes lejr, blev de registreret ved porten, hvorefter S. Stål gik ind og talte med kommandanten. Et kvalificeret gæt ville være, at de også fik en eller flere små forfriskninger, Sven Stål og kommandanten. Når så betalingen var erlagt, og humøret i top, så kørte han klyynene ud af bagvejen til senere levering til samme køber. Det eneste vidnesbyrd om en form for modstandskamp mod tyskerne, jeg har hørt om i Ansager. Måske derfor især, en historie man var glad for i Ansager, efter krigen.
Jeg har hørt, at han havde en samarbejdspartner Sv. Stål. Hjælm hed han, og det ved jeg, er sandt, for jeg husker engang, han var på besøg hos os i Søndergade. Men en skæg kombination i krigstid, Stål og Hjælm. Ståls personbil husker jeg som en stor åben gul (læs her) sportsvogn. Nu var glæden ved sådan et fartøj så som så under krigen. Benzin kunne ikke skaffes på lovlig vis, hvis man ikke var læge el. lign. Andre havde installeret en 2 m høj kakkelovnslignende generator på deres biler. Det husker jeg også, der var på bedstefars lastbiler, gad egentlig vide, hvor langt man kørte på en favnfuld bøgebrænde, eller en rummeter klyyn. Men generator var der ikke på Sv. Ståls store åbne gule kalæsher-sportsvogn, det ville jo unægtelig også have pillet noget af det ”sporty look” af vognen. Men frem skulle man jo. Jeg husker at havde set familien Stål komme kørende i åben sportsvogn, uden benzin og uden generator, men med 2 store bryggerheste spændt for, men de var jo heller ikke på vej til Le Mans. Svend Stål sad selv ved tømmerne.
Stål-Hjælm konsortiet var det financielle kraftcentrum i Ansager Sogn på den tid. Idegrundlaget var ”klyyn”. ”Find dem, grav dem og sælg dem”. Konsortiet kontrollerede adskillige tørvemoser i det midt/vestlige Jylland, købte eller lejede. Arbejdskraften, tørveskærer og smulskraber m.v. kom fra en endnu større radius, herunder mange sønderjyder og en fynbo, muligvis også en enkelt flakkende sjællænder el. lign. Det fortælles, at når konsortiets ordførende direktør S. Stål tog på forretningsrejse, det kunne være ned på Ansager Kro, for at tryne en genstridig bande med hang til at kræve ublu betaling for, at der blev hevet mosedynd op af hans undergrund. Ved sådanne ben-hårde forhandlinger var konsortiets bogholder Agervig Hansen gerne med. Og efter de sædvanlige, dygtige, drikken lidkøb, ville chefen sige til serveringen: ”Betåling’en, det må du snak med min bogholder om”.
Ligeledes, når chefen og hans bogholder skulle udbetale gage til daglejerne i moserne. Der kunne let opstå en tvist om dette eller hint. ”Det må du snak med mi bogholder om!”. Dog ikke uden at påpege, overfor delikventen, ”herlighedsværdien ved det frie liv i mosen”.
Hårdt arbejdende, og til tider nedslidte og gigtsvage daglejere, havde ikke øje for herlighedsværdien ved det frie liv i mosen. Heller ikke de mange bajere, der fulgte i kølvandet, efter den kontante udbetaling, forstod disse folk at værdsætte. Man fandt det mere opportunt, når man i lang tid var borte fra familien, at få så mange timelønninger med hjem som muligt, og også nødvendigt, var det for at bevare en status over sultegrænsen. Der var format over det, da Sv. Stål sagde: I får sgu da også løn, når I drikker sammen med mig.
