Overfor Nissens hjørne ligger, dengang, Ansager Afholdshotel. Et stor flot bygning med sal og med en stor kørestald langs Vestergade. Inde i kørestalden var der i et hjørne adskilt et lille rum, men nogle brædder. Mor fortalte, at det var her Chr. Spillemand havde boet, da han var hotelkarl, inden han flyttede ned til Signe Ørn. De var så onde ved ham, og så fik han kun rådden mad og blåsur mælk. Jeg var ikke helt på det rene med, hvad blåsur mælk var for noget, men jeg synes, det lød uhyggeligt. Senere overtog Brille Karl Bents forældre etablissementet, men det skete der ikke det store ved, for ”det ku sgu ik’ betale sig”. Udenfor døren ind til slyngelstuen hængte a kuk-kas. Fodboldklubbens holdopstillinger til søndagens kampe, det var her, man skulle se, om man var på hold.
Overfor hotellet, på den anden side af Søndergade, lå slagteriudsalget, bestyret af Emil ”Slauder”. De havde hvert år de mest fantastiske juleudstillinger, svinehoveder pyntet op med noget, der lignede flødeskum. Hele smågrise med pølser lagt som afføring. Den flotteste udstilling i byen, kun truet af ham, der havde cykelhandlen før Malling. Det var mest kravlenisser, glansbilleder og en nisse, der sad på en cykel. Men han kørte så til gengæld med juleudstilling hele året ”for børnene kunne så godt li’ det”.
Ved siden af slagteriudsalget, ved kirkens P-plads, lå slik-Ester ”Davnkusk’s” slikhus. Slik-Ester var gift med Laurids ”Davnkusk” Hansen, kaldet Laurids ”klap”, fordi han gik på den mærkværdige måde, at når han satte højre fod på jorden, blev fodballen knaldet i jorden med eftertryk. Som om han slog mellemtakt til en langsom vals. De havde sønnen Holger ”sut”. Forretningen førte alle mærker i gængs slik. Flødeboller og bøf fra Ølholm og Elvirasminde, små runde is til 15 øre og små poser med Centa. Centa var en eller anden kemisk blanding, som kunne overdøve lugten af røg, øl og manglende tandbørstning, en ret stor artikel dengang. Men hvorfor vi børn nogen gange købte det, må stå hen i det uvisse.
Der var visse muligheder for, at vi børn kunne lave nogle forretninger og skaffe penge til slik. Gamle kødben var en mulighed. De kunne sælges efter vægt på slagteriet, der var ikke de store penge i kødben, 1 øre pr. kg. eller sådan noget lignende. Flasker var svære at finde, men var man heldig, repræsenterede en tom ølflaske en værdi af 15 øre kontant. Samle jern eller andre metaller, men så skulle man vente efter, at en produkthandler kom til byen. Og her var risikoen for at blive snydt ved afregningen, overhængende.
At gå ud og synge for folk, boller op og boller ned, fastelavnsmandag formiddag, det var bedre, også selvom der var nogle, der var så usle, virkelig at give en bolle, eller måske en 1-øre. Alligevel kunne indtjeningen nok løbe op på en krones penge sådan en formiddag. Men det var jo sæsonbestemt.
Engang lykkedes det mig, på en eller anden måde, at købe en karamelstang på kredit ved slik-Ester. Jeg regnede med at kunne rejse de 15 øre på en eller anden måde i løbet af dagen. Jeg gik rundt med karamelstangen i lommen hele dagen, jeg turde ikke pakke den ud, inden de 15 øre i likvide midler var tilvejebragt. Men jeg kunne ikke rigtig få gang i nogle forretninger, der ville kaste noget af sig. Jeg forsøgte endog at rejse et lån ved far, men han fandt mig ikke kreditværdig den dag. Jeg gav ham nu heller ikke indblik i mit dilemma. Der var ingen anden udvej, jeg måtte gå den tunge vej ned til slikbutikken og tilbagelevere en rynket, krum og klistret klump, der engang havde været en karamelstang af første skuffe. Jeg stod ikke unødig længe og hængte ved disken, da jeg afleverede den.
Engang lykkedes det mig at komme i besiddelse af en større sum, 2,50 kroner. Det var Ove Hestehave, der lige stod og manglede en hundeproppistol. Hen mente jo bare, at jeg kunne stjæle den hjemme i vi brødres legetøjskasse. Men jeg kunne da ikke komme hjem med sådan en sum i lommen, hvis det blev opdaget, ville det rejse mangen et ubehageligt, for ikke at sige kildent spørgsmål. Men det var da ikke noget problem, jeg kunne jo bare gemme pengene i kirkediget, han viste mig endog et godt sted. Og så kunne jeg jo stille og roligt gå og bruge af formuen. Det tiltalte mig, at kunne gå og bruge af formuen.
Jeg nåede aldrig at bruge mere en 1,50 kr., kunne ikke finde flere. Jeg kunne ikke bevise, at det var Ove, der uden min viden, havde reguleret prisen på pistolen. Slik-Esters største salgssucces var hendes hjemmebagte vafler med syltetøj. De få gange, hun bagte dem, stod folk i kø helt ud af forretningen. Senere overtog ”ni-finger” forretningen. Ni-finger hed egentlig Chr. Vad. Han anskaffede sig på et tidspunkt en gammel motorcykel, det var ingen Nimbus, som ellers var det mest gængse. Næh, den her havde sådan rigtig gedebukkestyr. Og så lå han og fes op og ned ad gaden med hans gedebukkestyr. Heine var i en periode en ret god kunde i sodavandsis. Vi drillede ham med, at det var ham, der havde betalt Chr. Vads motorcykel.
