Vilslev Kirkes byggestil ligner den østlige del af Ribe Domkirke, der er bygget omkring 1175. Vilslev Kirke dateres derfor til samme tidspunkt. De to kirker var tæt forbundne og I middelalderen betjente Vilslev Kirkes sognepræster også Ribe Domkirke.
Et sogn i to lande
Vilslev nord for Kongeåen hørte til kongeriget Danmark, mens Jedsted og Hillerup på sydsiden tilhørte de tyske hertugdømmer. Kirken havde således sognebørn i to lande.
Inventar
Døbefonden er af granit og på alder med kirken. Ser man nøje efter, opdager man billeder af krigere med hjelm, sværd og skjold i kamp med vilde dyr. Dåbsfadet er tegnet af Per Lütken og fremstillet på Holmegaards glasværk 1990. Triumfvæggens kalkmalerier fra 1200-tallet viser Himmelfarten, th. herfor indtoget i Jerusalem og tv. den sidste nadver.
Altertavlen hang oprindeligt i Sankt Nikolaj Kirke i Varde. Derfra blev altertavlen købt til Hunderup Kirke, men den var for stor og blev i stedet sat op i Vilslev Kirke.