Vestkysten 22. febr. 1919
Det resultat eller mangel på resultat, der nu foreligger fra politimyndighederne i den så sørgeligt bekendte Ansager affære, ved hvilken den gamle arbejder Peder Knudsen Hvolbøl mistede livet og pengene, må mildest talt siges at være såre magert. Når Ribe Stiftamt, som vi meddelte det for nogle dage siden har resolveret, at der ikke vil være at foretage yderligere i sagen fra det offentliges side, så må det jo antagelig være et udtryk for, at politiet er kørt ganske i stå og ikke har kunnet nå til bunds i mysteriet.
Og det er jo ikke så underligt efter den langsomhed hvormed undersøgelsen i sagen blev foretaget i de allerførste dage, efter det mystiske dødsfald. Vi påtalte i sin tid denne langsomhed på det skarpeste og hævdede, at den i høj grad ville vanskeliggøre det videre politiarbejde. Desværre bekræfter dette sig kun alt for vel, og den resultatløse afslutning på affæren kommer da heller ikke overraskende, hverken for os eller for beboerne i Ansager, den er, som både de og vi havde ventet den.
Det var en grumme vanskelig opgave, der blev henlagt til statsbetjent Knudsen, Esbjerg, og landbetjent Olsen, Varde, efter de mange dages forløb at finde og udrede de mystiske tråde. Begge gjorde de i Ansager et ihærdigt og sikkert også godt stykke arbejde for at få det uhyggelige slør hævet, der hvilede over den gamles død, og beboerne i Ansager havde tillid til dem, men opgaven var for vanskelig eller for sent stillet. Når man, i de sidste dage betjentene opholdt sig på gerningsstedet, talte med dem om affæren, havde man tydeligt indtryk af, at de allerede havde mistet troen på at kunne opnå et virkeligt resultat.
Resultatet af obduktion og af retslægerådets undersøgelser: At døden skyldes et fald forårsaget enten ved egen ulykkelig hændelse eller ved vold, sikkert så godt som det kan være, men det siger forbistret lidt om det, der kastede det mystiske skær over begivenheden, og som i høj grad vakte foruroligelse hos egnens befolkning, nemlig pengenes forsvinden.
Havde pengene, som man sikkert vidste, at den gamle måtte være i besiddelse af, været at finde på liget eller i barakken så ville selvfølgelig ikke en mors sjæl have tænkt sig muligheden af at stå overfor vold eller røveri, men de var der ikke og er ikke fundet endnu - og bliver vel altså ikke fundet, når øvrigheden nu har standset videre eftersøgning.
Trist er det, når øvrigheden skal være nødt til at henlægge den slags uhyggelige sager uopklarede, både for den selv og - ikke mindst - for samfundet.
