Hjerpsted er en vestslesvigsk geestlandsby og vejby. Den er en smukt bevaret med de 10 uudflyttede gårde liggende langs et snoet vejforløb med små forbindelsesgader. Mange originale og velbevarede huse/gårde i vestslesvigsk byggestil med arkengab over døren, omgivet af lave kålgårdsdiger i en usædvanlig og sjælden landsbystruktur. De fleste huse er øst-vest vendte.
I byens sydøstlige ende ligger den fredede tidligere præstegård. Midt i byen ligger forsamlingshuset Vennelyst, oprettet 1907, indrettet i en bondegård. I den sydvestlige del af byen et par gode eksempler på huse i typisk Jugendstil fra o. 1900, bla. Hjerpstedvej 26 som er bygget i 1908.
De velbevarede huse er længehuse med høj rejsning. Tagene er primært belagt med strå eller tegl. Landsbyen er omfattet af en bevarende lokalplan.
Hjerpsted kirke ligger ensomt vest for landsbyen. Kirken ligger højt på Hjerpsted bakkeø og direkte ud mod Vadehavet. Kirkegården er omkredset af et højt stendige, der beskytter godt imod vinden.
På kirkegården står flere interessante gravsten. Bl.a. af Hans Tycken, død 1664, kirkeværge og sandemand Tyge Tomsen, døe 1665, sognepræst Nicolaus Claudius, død 1740 og Merred Chrestens konge, død 1743. Desuden findes nogle gravsten fra 1800-tallet.
På kirkegården står et stort bøgetræ, der blev plantet af kong Christian X under et besøg i 1920.
Fra stranden er der en flot udsigt mod Sild og Rømø. Kysten her er et stykke oprindelig natur. Her er hverken diger, høfder eller slikgårde.
Der er et rigt fugleliv ved stranden med et stort antal vadefugle og trækfugle. Fra stranden kan man selv hente østers eller deltage på arrangerede ture. Stranden er ligeledes et yndet mål for at opleve smukke solnedgange.