Galleri Galschiøt er billedhuggeren Jens Galschiøts værksted og museum på 2.500 m2, der ligger i et industrikvarter i Odense. Stedet bugner af aktiviteter, og der er foruden kunstnerens værksted også bronzestøberi, Galleri-butik, kunstskoler, Tv-studier, skulpturpark og et 400 m2 stort kunstgalleri.
Du kan selv gå rundt på det arbejdende værksted og se processen med at fremstille skulpturerne.
I den 400 m2 store udstillingshal præsenteres Galschiøts større skulpturer og kunsthappenings. Der vil normalt også være maleriudstilling på væggene af danske og udenlandske kunstnere.
Der er store og mindre skulpturer fra mange af Galschiøts kunstinstallationer, der har været udstillet over hele verden. Udstillingerne ændrer sig konstant, da skulpturerne udlånes til andre udstillinger og nye kommer til.
I galleriet findes der sofagrupper og borde, så man kan nyde evt. medbragt mad, og man kan ofte få en kop kaffe eller et glas vin fra værkstedet.