Bundsbæk Mølle i Dejbjerg er en af Danmarks bedst bevarede fungerende vandmøller. Den ligger smukt på grænsen mellem Dejbjerg Skov og Dejbjerg Hede. Vandmøllen er fra omkring år 1640. I 1975 erhvervet af Skjern Museumsforening og fredet i 1977.
På Bundsbæk Mølle kan I opleve en god blanding af historie, hygge og natur. Den idylliske gamle vandmølle drejer lystigt rundt, mens vandet plasker ned over møllehjulet. På loftet over møllen maler mølleren mel, mens træværket knager stemningsfuldt under møllehjulets roteren. Indenfor i de hyggelige møllestuer har møllerfruen kaffe og kage klar.
Bundsbæk Naturpark
Bundsbæk Mølle ligger i et naturskønt område, hvor det er oplagt at gå ture. Der er afmærket flere ruter i området.
Går du en tur ad den stien ud i mosen, kommer du ud til et lille hus som kaldes rakkerhuset eller Bjørnemosehuset. Huset er fra begyndelsen af 1800 tallet. De sidste beboere i huset var Mette Mus og Niels Kvembjerg, der flyttede ind omkring 1898 og boede der indtil 1932, hvor de kom på plejehjem i Skjern. Mette Mus og Niels Kvembjerg er blevet kaldt Jyllands sidste rakkere.
I Bjørnemosen levede parret af, hvad de kunne dyrke i kålhaven og de havde par geder. Desuden drev Niels lidt jagt og fiskeri. Deres beskedne indtægter blev suppleret med en indtægt som daglejer rundt om på gårdene og på Bundsbæk Mølle. Om vinteren kunne der let blive smalhals, og så måtte de ty til fattighjælp og tigge.