Søens udvikling er over al forventning, planter, som ikke er set i Danmark siden 1975 er set i søen. Genopretningen har været en succes.
Filsø var engang en af Danmarks største søer med et areal på ca. 3000 ha. Gennem århundreders afvanding skrumpede søen mere og mere indtil kun en brøkdel af den oprindelige sø var tilbage, nemlig Fidde Sø i det nordøstlige hjørne.
I 2010 købte Aage V. Jensen Naturfond Filsø og genskabte 915 ha. af søen. Sammen med Fidde Sø og Søvigsund udgør det nye søareal 1030 ha.
Filsø er velbesøgt af gæster både fra nær og fjern. Mange er interesserede i søens historie og dens udvikling efter naturgenopretningen. I området er der opført flere fugletårne. Fra p-pladsen ved Nørre Enge er der let adgang til fugletårnet ved Petersholm for kørestolsbrugere. Der er desuden flere afmærkede stier i området.
Der er ikke kun fugle ved Filsø. Danmarks største bestand af krondyr lever i klitplantagerne mellem Nymindegab og Blåvandshuk, en del af dem på Filsøs arealer. Der er gode chancer for at se dem fra Petersholmtårnet, hvor flokke på op til 400 dyr kan opholde sig.