Der var ingen små børn, der havde små cykler, da Alice var lille. Det var kun dyrlægens søn og sådan nogle, ikke almindelige børn. Alice ønskede så meget at kunne cykle, men hun havde ingen cykel, ikke engang en hun kunne låne. Jonna havde heller ingen, de havde kun den gamle trehjulede.
Men en aften, da Far kom hjem fra arbejde på værkstedet, havde han en lille blå barnecykel under den ene arm, mens han styrede sin egen cykel med den anden. Der blev rigtignok gjort store øjne i det lille hus, da han kom ind i køkkenet med vidunderet. Alice hoppede af glæde, da det gik op for hende, at cyklen var hendes, den passede lige på en prik.
Det var gået sådan til, at Far, som var snedker, skulle lave noget arbejde for dyrlægen. Det tog nogle dage, og i den tid var Far og dyrlægen kommet til at snakke om deres børn og sådan, og dyrlægens søn Bent, der var lidt større end Alice, var blevet for stor til sin første rigtige cykel. Kunne Fars børn bruge den, måtte han få den (muligvis som delvis betaling)
Åh, hvor var det spændende, tænk at få sin helt egen lille cykel, når man bare var 5 år. Det varede ikke længe, før Alice med Fars hjælp kunne holde balancen et lillebitte øjeblik. De øvede og øvede, indtil det blev næsten mørkt. Der kom ingen biler, for det var i 1950, og der var ikke mange, der havde biler dengang. De havde hele vejen for sig selv.
Dagene gik, og Alice cyklede frem og tilbage på Haltrupvej. Men en dag havde hun fået for meget fart på, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle bremse. Så hun væltede og slog sit ene knæ slemt, så det blødte.
Mor vaskede skrammerne med sæbevand, mens Alice hylede i vilden sky. Så hældte Mor rød jod på, for sådan gjorde man, for at der ikke skulle gå betændelse i det. Til sidst viklede hun gazebind om hele knæet, så der blev en flot hvid forbinding.
Dagen efter rejste Mor og lillesøster Doris på 2 år til Århus, hvor moster Elna lige havde fået en lille dreng. Mor skulle så passe dem nogle dage. Alice var ked af det med det sårede knæ, for hvem skulle så lave ny forbinding, når det gamle blev beskidt. Det måtte Far så gøre, og Alices far kunne alt.
Madrasser med en overraskelse
”Nu vil jeg overraske Mor med nye madrasser” tænkte Far.
Mor havde længe snakket om, at de trængte til nye madrasser. Men Far havde ikke haft tid til at sy nogle til hende. Ja, for madrasser syede man selv, hvis man havde et vist håndelag, og det havde Far.
En aften, mens Mor og Doris var borte, satte Far Jonna og Alice op på køkkenbordet, så han havde hele køkkengulvet for sig selv.
Så bredte han et stort stykke hessian ud på gulvet. (Hessian er noget meget groft stof, som blev brugt til sække og madrasser). Af det syede han en meget stor sæk, ligeså lang som en madras. Da han havde syet sækken, hentede han den gamle madras inde i sengen og sprættede den op, så alt fyldet faldt ud på gulvet. Fyldet var træuld. Han proppede alt det gamle træuld ind i den nye sæk sammen med en masse nyt, så madrassen blev mere fyldig.
Jonna og Alice sad musestille på køkkenbordet imens. De fulgte med i Fars arbejde, og snart kom det mest spændende. Med en lang krum nål syede han fine kanter på den nye madras, så den blev firkantet i stedet for sækformet. Han syede også læderknapper fast i madrassen med mellemrum, så den bedre kunne holde faconen. Det tog meget lang tid. Udenfor var det ved at blive helt mørkt.
Far arbejdede og arbejdede. Hele gulvet flød med træuld, hessian, garn, saks og nåle. Alice og Jonna var ved at blive trætte. Alice satte sig til at kigge ud ad køkkenvinduet, det var helt mørkt derude.
”Dér kommer Mor og Doris!” råbte hun pludseligt.
Alice og Jonna jublede og hoppede ned fra bordet.
Far jublede ikke, han blev ganske forfærdet, for de skulle ikke være kommet hjem før næste dag. Men Mor længtes efter at komme hjem, så hun tog toget en dag for tidligt. Og hele vejen hjem havde hun sådan længtes efter at komme til at sove i sin egen seng.Mor kunne ikke fordrage rod, og værre rod havde hun aldrig set i sit liv. Men Far skyndte sig at rede hendes seng med den nye madras, så hun kunne sove godt.
Alice Ravnholt
