Vester Starup Kirke står lavt og hvidt i sig selv, men landskabet gør den større. Kirken og kirkegården ligger på en lokal højning i dalområdet ved Holme Å, omgivet af eng og vådområder mod både nord og syd.
Vester Starup Kirke står lavt og hvidt i sig selv, men landskabet gør den større. Kirken og kirkegården ligger på en lokal højning i dalområdet ved Holme Å, omgivet af eng og vådområder mod både nord og syd. Den er ikke en kirke, der dominerer på lang afstand; den virker stærkest, når man kommer tæt på og ser, hvordan højen, stendiget og det åbne land holder stedet samlet.
Bygningen har romansk kor og skib, og materialerne er værd at lægge mærke til: granitkvadre, marksten og lidt al på granitsokkel. På nordsiden sidder tre bevarede romanske vinduer, hvor to af dem har fint stenhuggerarbejde. Det er ikke store armbevægelser, men små spor, der kræver et roligt blik tæt på muren.
Inde i kirken er altertavlen det store blikfang. Den sengotiske fløjaltertavle fylder næsten hele korets bagvæg og samler figurer, helgener og fortælling i en tæt træskåret verden. Den lille landsbykirke har her et inventar, der næsten virker for stort til rummet.
Stedets mærkeligste lag ligger uden for selve kirken. Skt. Syllatz-kilden er i dag udtørret, men stedet kan påvises ved kirkegårdens sydvestlige hjørne, og fortællingen om syge, vand og ofringer knytter kirken til en ældre lokal helligtradition. Her er murværk, englandskab og kildefortælling ikke adskilte historier, men dele af samme lille sted.
Vester Starup Kirke står lavt og hvidt i sig selv, men landskabet gør den større. Kirken og kirkegården ligger på en lokal højning i dalområdet ved Holme Å, omgivet af eng og vådområder mod både nord og syd.
Den er ikke en kirke, der dominerer på lang afstand; den virker stærkest, når man kommer tæt på og ser, hvordan højen, stendiget og det åbne land holder stedet samlet.
Bygningen har romansk kor og skib, og materialerne er værd at lægge mærke til: granitkvadre, marksten og lidt al på granitsokkel.
På nordsiden sidder tre bevarede romanske vinduer, hvor to af dem har fint stenhuggerarbejde.
Inde i kirken er altertavlen det store blikfang. Den sengotiske fløjaltertavle fylder næsten hele korets bagvæg og samler figurer, helgener og fortælling i en tæt træskåret verden.
Skt. Syllatz-kilden er i dag udtørret, men stedet kan påvises ved kirkegårdens sydvestlige hjørne, og fortællingen om syge, vand og ofringer knytter kirken til en ældre lokal helligtradition.
Skt. Syllatz-kilden lå ved Vester Starup Kirke, tæt ved kirkegårdens sydvestlige hjørne. Den er udtørret i dag, men stedet er markeret i kirkedigets sydvestligste hjørne.
I 1638 blev den omtalt som en tidligere helligdomskilde. Syge søgte hertil, vaskede sig i vandet og ofrede gaver, når de mente at være blevet helbredt. Navnet Syllatz er stadig uklart: måske en forvanskning af Sylvester eller Sillas, måske noget mere lokalt.
Skt. Syllatz-kilden lå ved Vester Starup Kirke, tæt ved kirkegårdens sydvestlige hjørne. Den er udtørret i dag, men stedet er markeret i kirkedigets sydvestligste hjørne.
I 1638 blev den omtalt som en tidligere helligdomskilde.
Syge søgte hertil, vaskede sig i vandet og ofrede gaver, når de mente at være blevet helbredt.
Navnet Syllatz er stadig uklart: måske en forvanskning af Sylvester eller Sillas, måske noget mere lokalt.
