Oksby Gamle Kirke er i dag mere tomrum end bygning. Midt på den fredede kirkegård viser et gruslagt omrids, hvor den lille kirke lå, og det gør stedet usædvanligt aflæseligt: man står ikke foran ruiner, men foran en grundplan i græsset.
Oksby Gamle Kirke er i dag mere tomrum end bygning. Midt på den fredede kirkegård viser et gruslagt omrids, hvor den lille kirke lå, og det gør stedet usædvanligt aflæseligt: man står ikke foran ruiner, men foran en grundplan i græsset.
Det græsbegroede jorddige omkring kirkegården er stadig en del af oplevelsen, ligesom de spredte gravmonumenter mellem nåletræer og birk. På tomten hænger den gamle kirkeklokke fra 1844 i en stålgalge, som et enkelt stykke af kirken der blev tilbage, da resten forsvandt.
Kirken lå i et tidligere flyvesandsterræn nordvest for Bredmose, og sandflugt og højt grundvand var gennem tiden en tilbagevendende plage. I 1688 blev den beskrevet som en træbygning med mur mellem stolperne, stråtag, små gamle vinduer og sandjord under stolestaderne. Det lyder næsten mere som et hårdt prøvet hus end som en landsbykirke.
På kirkegården ligger også 26 mænd fra Blåvand, som omkom ved en redningsaktion i 1843. Stedets alvor ligger ikke i store monumenter, men i de lave spor: grus, jorddige, klokke og navne i græsset.
Oksby Gamle Kirke er i dag mere tomrum end bygning. Midt på den fredede kirkegård viser et gruslagt omrids, hvor den lille kirke lå, og det gør stedet usædvanligt aflæseligt: man står ikke foran ruiner, men foran en grundplan i græsset.
Det græsbegroede jorddige omkring kirkegården er stadig en del af oplevelsen, ligesom de spredte gravmonumenter mellem nåletræer og birk.
På tomten hænger den gamle kirkeklokke fra 1844 i en stålgalge, som et enkelt stykke af kirken der blev tilbage, da resten forsvandt.
Kirken lå i et tidligere flyvesandsterræn nordvest for Bredmose, og sandflugt og højt grundvand var gennem tiden en tilbagevendende plage.
I 1688 blev den beskrevet som en træbygning med mur mellem stolperne, stråtag, små gamle vinduer og sandjord under stolestaderne.
Oksby Gamle Kirke havde længe ingen kirkeklokke. Ifølge en lokalhistorisk beretning fik kirken først lyd, da en klokke blev reddet fra et strandet skib og hængt op inden for den vestlige gavl i den lave, tårnløse kirke.
Kirken blev revet ned i 1891, men klokken blev bevaret på den gamle kirkegård. I dag hænger den på stedet som både kirkeminde og et lille stykke strandingshistorie.
Oksby Gamle Kirke havde længe ingen kirkeklokke.
Ifølge en lokalhistorisk beretning fik kirken først lyd, da en klokke blev reddet fra et strandet skib og hængt op inden for den vestlige gavl i den lave, tårnløse kirke.
Kirken blev revet ned i 1891, men klokken blev bevaret på den gamle kirkegård.
M. Jepsens maleri fra 1884 viser Oksby Gamle Kirke indefra, set mod øst. Det er en vigtig billedkilde, fordi den stråtækte kirke blev revet ned i 1891, og kirkerummet derfor kun kan aflæses gennem billeder, kilder og bevaret inventar.
På maleriet fornemmes den lave loftshøjde, de senmiddelalderlige figurer og den nu forsvundne prædikestol fra omkring 1580. Det er et rum før de senere restaureringers orden – tæt, lavt og sammensat af ældre lag.
M. Jepsens maleri fra 1884 viser Oksby Gamle Kirke indefra, set mod øst.
Det er en vigtig billedkilde, fordi den stråtækte kirke blev revet ned i 1891, og kirkerummet derfor kun kan aflæses gennem billeder, kilder og bevaret inventar.
På maleriet fornemmes den lave loftshøjde, de senmiddelalderlige figurer og den nu forsvundne prædikestol fra omkring 1580.
Tegningen viser Oksby Gamle Kirke i dens sidste årtier: lav, tårnløs og stråtækt, mere som et hus end som en almindelig landsbykirke. Den stod ensomt i klit- og sandflugtslandet ved Ho Bugt.
Uden for kirkediget lå lave tørvebyggede hestestalde til kirkegængere og præsten fra Ho. Kirken blev revet ned i 1891; i dag er selve bygningen kun et grusomrids på den fredede kirkegård.
Tegningen viser Oksby Gamle Kirke i dens sidste årtier: lav, tårnløs og stråtækt, mere som et hus end som en almindelig landsbykirke.
Den stod ensomt i klit- og sandflugtslandet ved Ho Bugt.
Uden for kirkediget lå lave tørvebyggede hestestalde til kirkegængere og præsten fra Ho.
Kirken blev revet ned i 1891; i dag er selve bygningen kun et grusomrids på den fredede kirkegård.
