Jelling Kirke ligger ikke bare ved siden af historien, men lige midt i den. Den hvidkalkede kirke står mellem de to store vikingetidshøje og tæt på Jellingstenene, så kirkerummet bliver en del af samme fortælling som kongemagt, runer og kristendom.
Jelling Kirke ligger ikke bare ved siden af historien, men lige midt i den. Den hvidkalkede kirke står mellem de to store vikingetidshøje og tæt på Jellingstenene, så kirkerummet bliver en del af samme fortælling som kongemagt, runer og kristendom.
Udefra kan kirken ligne en romansk landsbykirke, men stedet er langt mere sammensat. Den nuværende stenkirke står på samme centrale plads i monumentområdet, hvor der tidligere lå trækirker. Ifølge UNESCO blev den første trækirke opført af Harald Blåtand efter kristendommens indførelse i Danmark.
Koret er værd at lægge mærke til. Det kan oprindeligt have været skibet i en mindre stenkirke fra 1000-tallet, og hvis den tolkning holder, hører Jelling Kirke til blandt Danmarks ældste stenkirker. Frådstenen i murene er en porøs, gullig kalkaflejring, som giver kirken et andet materialepræg end mange senere landsbykirker.
Kirken er ikke kun et monument. Den bruges stadig som sognekirke, og der er gudstjeneste stort set alle søndage. Derfor kan der være lukket ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Netop spændet mellem daglig kirkebrug og nationalt symbol gør stedet særligt: under samme tag mødes almindelig søndag, verdensarv og en kongelig gåde under gulvet.
Jelling Kirke ligger ikke bare ved siden af historien, men lige midt i den. Den hvidkalkede kirke står mellem de to store vikingetidshøje og tæt på Jellingstenene, så kirkerummet bliver en del af samme fortælling som kongemagt, runer og kristendom.
Udefra kan kirken ligne en romansk landsbykirke, men stedet er langt mere sammensat. Den nuværende stenkirke står på samme centrale plads i monumentområdet, hvor der tidligere lå trækirker.
Ifølge UNESCO blev den første trækirke opført af Harald Blåtand efter kristendommens indførelse i Danmark.
Koret er værd at lægge mærke til. Det kan oprindeligt have været skibet i en mindre stenkirke fra 1000-tallet, og hvis den tolkning holder, hører Jelling Kirke til blandt Danmarks ældste stenkirker.
Frådstenen i murene er en porøs, gullig kalkaflejring, som giver kirken et andet materialepræg end mange senere landsbykirker.
Kirken er ikke kun et monument. Den bruges stadig som sognekirke, og der er gudstjeneste stort set alle søndage. Derfor kan der være lukket ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
Netop spændet mellem daglig kirkebrug og nationalt symbol gør stedet særligt: under samme tag mødes almindelig søndag, verdensarv og en kongelig gåde under gulvet.
Den lille sølvstribe i kirkegulvet markerer stedet, hvor en genbegravet mand blev fundet under gulvet i Jelling Kirkes første træbygning. Graven tolkes som en mulig genbegravelse af Gorm den Gamle, men det kan ikke fastslås sikkert.
Fundene var ikke småting: rester af guldbrokade fra en fornem dragt og to ornamenterede sølvbeslag lå ved manden. Knogler og tænder peger på en mand på cirka 173 cm og 35-50 år.
Den lille sølvstribe i kirkegulvet markerer stedet, hvor en genbegravet mand blev fundet under gulvet i Jelling Kirkes første træbygning.
Graven tolkes som en mulig genbegravelse af Gorm den Gamle, men det kan ikke fastslås sikkert.
Fundene var ikke småting: rester af guldbrokade fra en fornem dragt og to ornamenterede sølvbeslag lå ved manden.
Knogler og tænder peger på en mand på cirka 173 cm og 35-50 år.
