Default image
Skovlund Sognearkiv ©
4.4 km

Drømmen om Amerika

300.000 danskere rejste fra 1868-1908 ud i verden for at skabe sig et helt nyt liv på den anden side af Atlanterhavet.

I den tid var Danmark på mange måder et land i opbrud. Mange flyttede væk fra landet og et liv som bønder og ind til byen for at arbejde i industrien. Men for nogle var rejsen til byen ikke nok. De havde mod på det helt store eventyr og rejste videre over Atlanten på oceandampere.

Fra Ansager over Atlanten til South Dakota

Anna Kristine Poulsen Vad (25) og Jens Johannes Christensen Bank (28) der begge boede i Ansager var blandt de, der havde udlængsel. De ville prøve lykken sammen i USA. Den 25. februar 1905 blev det alvor og de forlod Liverpool mod USA med det 204 meter lange dampskib RMS Caronia med plads til 1.550 passagerer. 10 dage senere ankom de til Ellis Island i New York. Med sig havde de et betragteligt beløb på 200 dollar.

Johannes havde allerede tre ældre brødre i USA og de skulle møde den ældste, Jens, der boede i South Dakota i byen Volin. Det unge par slår sig ned her, og den 14. marts 1906 gifter de sig i nabobyen Irene.

Bryllup i South Dakota

Den 14. marts 1906 gifter det unge par sig i Irene der er naboby til Volin, hvor de bor. Kort efter begynder Annas mave at vokse. Hun ventede i efteråret 1906 deres første barn, Johanne Marie

Imens faldt Johannes over en spændende annonce i den dansksprogede avis Dannevirke. En tidligere højskolelærer bebudede at han ville rejse ud og se nærmere på mulighederne for at grundlægge en ny koloni for danskere i Montana.

Det lille hus på prærien

Det var forbeholdt de modigste eller mest dumdristige, at sælge alt, hvad de ejede af unødvendige ting, for først med tog og derefter hestevogn at flytte sig selv og sin familie ud på den uopdyrkede prærie. Der var ingen læge, skole, kirke, brønd, købmand eller noget som helst. Tillige gik der skrækhistorier om meget strenge vintre.

Når nogle alligevel vovede det, deriblandt Anna og Johannes, var det på grund af muligheden for at få gratis jord.

Anna og Johannes klarede strabadserne og kom frem til kolonien Dagmar i Montana, hvor de byggede deres lille hus på prærien.

Det første dødsfald i kolonien

Anna er gravid med parrets tredje barn Karen Marie i sommeren 1909, da Johannes pludselig bliver ramt af sygdom. Den 32-årige Johannes dør i august som den første i den nye koloni, og når netop ikke at se Karen Marie komme til verden. Karen Marie bliver født den 20. september samme år. Hendes far blev begravet en måned tidligere.

Selvom kirkegårdsspørgsmålet havde været oppe at vende på det første møde i kolonien, var der endnu ikke blevet gjort noget ved sagen. Det skete først i forbindelse med at Johannes' død, hvor han får lov at indvie den nyanlagte kirkegård.

Tilbage til Danmark

I Danmark modtager Annas familie i efteråret 1909 brev fra Anne, at hun er kommet i vanskeligheder og har brug for hjælp. De sender Annas 16-årige lillebror Ingvard afsted til USA for at finde en løsning. Ingvard krydser Atlanten ombord på skibet Hellig Olav der afgår fra København med ankomst i New York den 20. oktober 1909.

Anna står ene med tre børn. Den ældste er tre og den yngste er født en måned efter farens død. Lillebror Ingvard lovede sin far, at såfremt hans søster ønsker at komme hjem, skal han rejse med hende hjem. Anna besluttede at sælge farmen, og den 20. maj 1910 vender den lille familie hjem til Danmark.

Ansager Byudvikling
e-mail: info@comevisit.dk